Søren Pedersen 1823-1899

 

Søren Pedersen er født i 1823 i Nebel på Nebel Vestergård og vokser op i gode trygge kår. Det ser også ud til, at han har været en dygtig og opvakt elev i skolen. Han har haft sin skolegang i Svostrup ved siden af kirken.

Søren får en fin og nydelig håndskrift, som man kan se på hans ansøgning om krigsmedalje efter krigen 1848-50.

Sin barndom og sine første ungdomsår tilbragte Søren hjemme hos forældrene og søskende.

Efter endt militærtjeneste hos rytteriet begynder så småt mørke skyer at trække op.

Den 18. marts 1848 kommer sognefogeden fra Grauballe vandrende til Nebel med meddelelsen til Søren, om at han uopholdeligt skal give møde på Dragonkasernen i Randers den 20. marts ved 5.te Dragonregiment.

Den 19. marts tidligt om morgenen vandrer Søren ned til ladepladsen i engen, hvor han tager afsked med familien, går om bord i deres egen pram og sejler til Randers. Forude venter 3 års krigstjeneste. Det ved han dog ikke på det tidspunkt.

Støt og roligt glider prammen med strømmen. Ved Svostrup Kro tager Søren afsked med sin tilkommende kone, Anna Margrethe, der bor hos sine plejeforældre, som har Svostrup Kro, og videre mod Randers går det. Den 20. marts, hen på dagen, går Søren i land i Randers og melder sig til tjeneste på kasernen.

Han får nu stamnummer 36 ved 1. Escadron 5.te Dragonregiment.

 

 

Efter 8 dage på kasernen til mundering, skarpslibning af sabler og eftersyn af heste, rider hele regimentet ud af Randers by den 28. marts med Oberst Astrup i spidsen; ca. 650 krigsklare dragoner. Dag for dag kan man følge ridtet ned gennem Jylland, ca. 5 mil om dagen. Alt dette og meget mere kan man følge i de daglige indberetninger til hærstaben. Det er meget interessant læsning.

De første dage af april har de lidt forskellige forpostfægtninger. Mere bliver det heller ikke til for 5.te Dragonregiment i slaget ved Bovden 9. april. Men det skulle blive meget mere.

 

2. Påskedag, den 23. april, kæmper de hele dagen og til ud på aftenen i det hårde slag ved Slesvig. Sent på aftenen rykker 5.te Dragonregiment over til Angel og går i Kantonnement for natten i Juelskov, Jaruplund og Munkvolstrup.

Hen på natten bliver hele regimentet omringet og sprængt fra hinanden. Næsten hele 1. Escadron, som Søren er i, bliver taget til fange under en voldsom flugt ud til Bildskov og Oversø. Det er Mecklenburgsk Dragonregiment og et Hannoveransk Hussarregiment, der overruller dem i deres nattelogi.

 

Nu kommer de næste måneder til at hengå i fangenskab. Krigsfangerne bliver ført til Altona nede ved Hamborg, men det er ikke fangenskab, som vi kender det i dag. Det var med noget større respekt for det enkelte menneske. Fangerne bliver også aflønnet med sold (penge) af tilfangetagerne, til at opretholde livet med.

Hjemme i Nebel har Sørens forældre, Peder Sørensen og Ane nok været ængstelige over ikke at høre fra ham. De har antageligt ikke fået brev fra ham i lange tider og har nok ikke hørt andet end rygter om faldne og tilfangetagne i kampene ved Slesvig.

Den 28. juni bliver fangelisterne frigivet, og nyligt der får forældrene nok at vide, at Søren er taget til fange og er sendt til Altona nede ved Hamborg.

I juni måned 1848 bliver der en vis form for våbenstilstand, og der indledes fredsforhandlinger, hvor §4 omhandler alle krigsfanger og politiske fanger og frigivelsen af disse.

Den 26. august 1848 har Tyskland, Østrig og Danmark ratificeret (godkendt) og underskrevet dokumenterne vedrørende fangeudvekslingen, som skal foregå i Eckernførde.

Den 7. september 1848 bliver fangerne ført til Eckernførde, og Søren er igen en fri mand.

 Efter fangeudvekslingen kommer Søren igen i ilden og er med til mange træfninger og forpostfægtninger, især når der er sendt opklaringspatruljer ud. Søren er også med i det store berømte slag på Isted Hede den 25. juli 1850.

I februar 1851, efter 3 års krigstjeneste, vender Søren hjem til Nebel. Han har da været inde i Isted by og for sine soldpenge købt et stort standur, som han har med hjem.

Jeg kan huske i min aller tidligste barndom, at vi havde det liggende på loftet, men det eksisterer ikke mere.

 Søren Pedersen går nu hjemme en årrække og passer sin daglige dont med pramfart og landeri. Han bliver i 1861 gift med Anna Margrethe Marquard, og et nyt kapitel i hans liv begynder.

I 1864 begynder nye sorte skyer at trække sammen over Danmark. Pludselig en sen aften, den 13. marts 1864, hvor Søren er ude og røgte i stalden, hører han langt væk en fjern rumlen. Han forstår det ikke. Han kommer ind i hestestalden og kan se på hestene der er noget i gære. Igen kommer han ud i gården. Pludselig i mørket kommer sprængende frem mod ham en opklaringspatrulje, måske fra 5.te Dragonregiment som han selv var i.

 

 

Med et forstår han den rumlen i det fjerne. Det er 21 Escadroner og meget infanteri, der kommer dragende sydfra over Skanderborg, Ry, Linå over Resenbro og videre nord på ad den gamle adelsvej. Rytterpatruljen rider videre mod Grauballe. Den kom fra Resenbro over Resendal Mølle forbi Gødvad Kirke og til Nebel.

 

Søren går med tunge tanker og dybt bevæget den halve kilometer ned for at se 1/3 af den danske hær flygte nordpå under kommando af ryttergeneralen Hegermann Lindencrone. 

 

Hvem ved, måske fortryder Søren bitterligt, at han ikke meldte sig til Rytteriet igen. Det var da en katastrofe, der var til at tage og føle på, at den Danske Hær kommer forbi ens egen dør, og så tilmed på tilbagetog. Det er mere end selv en veteran fra 1848 kan holde til, go der er ingen tvivl om, at den sidste smule håb helt bliver slukket lidt senere på året, da Søren erfarer, at Danmark har tabt både Slesvig og Holsten for evigt.

 

 

 

I 1867 flytter Søren og Anna Margrethe fra Nebel Vestergård op til Djævlemosegård.

Pladsen i stuehuset på Nebel Vestergård har nok også været lidt trang, inden Søren og Anna Margrethe flyttede.

 I begyndelsen af 1860´erne boede forældrene, Peder Sørensen og Ane Sørensdatter, på gården. Derudover boede oldefar Søren og Anna Margrethe der, og Sørens brødre, Anders, Laurs og Thøger, samt søsteren Mariane. Sørens bror, Anders, bliver gift i 1865, så en kort periode har der boet tre familier i stuehuset, og tre ugifte søskende. 

 

Søren Pedersen og Anna Margrethe Marquard får 4 børn, 3 piger og en dreng, inden Anna Margrethe dør i 1873.

Søren Pedersen bliver gift igen i 1875 med min oldemor, Kristine Hansen, fra Lemming. Oprindelig kom hendes forældre fra Borup i Svostrup sogn. Min bedstefar, Hans Pedersen, bliver deres første barn, født 1876, og i 1881 bliver bedstefars lillesøster Anna Margrethe født.